Texto original - Dinamarquês - Hænderne

Hænderne

Farmor vaskede støveklude, karklude, sokker, huer sammen; hun lod ikke vasketøjet stå i blød, og hun gned ikke på det, men slaskede hver ting et par gange mod spandens sider, hun gjorde hurtigt hvidt tøj gråt. »Nu skal du endelig ikke tænke på at vaske«, sagde min mor til hende, når hun var hjemme hos os.

Hun nappede et stykke i den stive vasketøjssæk bag det stribede forhæng; et øjeblik flød stykket på overfladen, så trak det grå vand og skummet det til sig, og hun nappede et stykke til fra inde bag forhænget, og det gik til bunds, hendes stilkagtige overkrop i strikketrøjen bevægede sig mellem forhænget i entreen og spanden og badekarret, hvor der hang kæder af dryppende stykker, der plejede at befinde sig langt fra hinanden i lejligheden og i forskellige ender af kroppene. Entredøren gik op. »Hvordan har I haft det?«, spurgte min mor. »Godt!«, sagde jeg og sænkede stemmen: »Farmor vasker«.

Farmor kom ud i entreen med våde hænder; min mor foretog et fremstød, jeg så en voldsom bevægelse i hendes skulder og arm: hun kastede et æg, det ramte væggen bag farmor, »jamen Gud, det var da også forfærdeligt. Vel var det ej, frue«, sagde farmor i et åndedrag, og hendes ansigt forsvandt bag de lange blåhvide hænder. Noget af æggeskallen blev siddende på væggen, hun satte sig på skibskisten og græd, og min mor kom med et sjal og omfavnede hende med enderne af sjalet i hver hånd, samlede det om hendes skuldre og klappede og glattede.